Leif Bruun
Det hele startede for efterhånden alt for mange år siden i Esbjerg. Der er jeg født, opvokset og har taget min uddannelse. Først som håndværker, senere som maskinmester. Med det i bagagen drog jeg ud i den store verden. Først et par år som officer i Søværnet med rednings- og inspektionsskib til Grønland og Færøerne, efterfølgende et par år i handelsflåden. Så blev jeg forelsket og gift, hvilket blandt meget andet lykkeligvis medførte 2 børn. Det fik mig til at indskrænke mit univers til det jyske. Det blev nødvendigvis på landjorden, hvor jeg gennem årene har haft flere spændende jobs. Mit hovedjob må siges at være de 12 år, jeg var teknisk chef på et stort slagteri ved Give.
For nogle år siden blev jeg skilt, arbejdsløs og hele min omhyggeligt opbyggede verden gik i opløsning. Heldigvis var børnene på dette tidspunkt så store, at de var godt i gang med deres eget liv. Så i stedet for at sætte mig til at græde over min ulykke, benyttede jeg friheden til at lære mig selv at kende. Det blev til en lang og besværlig vej med psykisk udviklingsarbejde, der har bragt mig ind i hver en krog af mit kringlede sind for at forløse indestængte følelser.
Samtidig med tog jeg en uddannelse som tidslinjeinstruktør. Kombinationen af disse ting, gjorde at jeg udviklede min egen teknik, som jeg kalder Traumeforløsning. Det fik mig til at starte kursusvirksomheden Frit Sind, hvor jeg gennem mange år, gjorde gode erfaringen med at hjælpe andre - og tør således fastslå, at traumeforløsning er særdeles effektiv til at hjælpe mennesker, der lider af psykiske uligevægtigheder.
I dag er jeg pensionist, og hvis jeg ikke arbejder med forskellige skriverier eller andet nørdet, går jeg garanteret rundt på golfbanen i Jelling og hygger mig.
Conectarme
Mi cuenta